Vejdirektoratet: Høringssvar 29.11.2018

Vejdirektoratet  

Havnegade 27

1058 København K

www.vvm-hillerod.vd.dk

Kopi til Hillerød Kommune

November 2018

Høringssvar til VVM-undersgelsen vedr. forlængelsen af Hillerødmotorvejen

Alsønderup Sogn og lokalområde består af bl.a. Alsønderup, Tulstrup, Nejede og Lykkesholm med opland vest for Hillerødmotorvejens forlængelse. Mange af områdets beboere pendler hver dag til og fra København, vi hilser som lokalområde den kommende udvidelse af Hillerødmotorvejen meget velkommen.

Lokalområdet Alsønderup Sogn har stor tilknytning til både Hillerød og Helsinge, hvor mange af områdets beboere arbejder, handler og går i skole. Derfor er det vigtigt for lokalområdet at bevare og forbedre adgangen til både den kommende motorvej mod København og lokalt til Hillerød og Helsinge.

Alsønderup Sogns Lokalråd vil derfor i forbindelse med planlægning og projektering af den kommende motorvej bede Vejdirektoratet være opmærksom på følgende:

1) Tunnel :

Lokalrådet foreslår, at tunnellen, hvor Frederiksværksgade i dag ledes under Hillerødmotorvejens forlængelse, udvides til en tosporet vej med dobbeltrettet cykelsti.

Begrundelse:

Frederiksværksgade er hovedfærdselsåre mellem Hillerød og vores lokalområde. Frederiksværksgade anvendes til nærmeste indkøb i Ullerød (i den vestlige del af Hillerød), som adgang til Hillerød Centrum og ikke mindst som skole/cykelvej til de børn fra vores lokalområdet, der går i skole og til fritidsaktiviteter i Ullerød. Hillerød Vest Skolen, har matrikler på begge sider af Hillerødmotorvejens forlængelse med indskoling (0.- 6.-klasse) på afdeling Alsønderup, og ind- og udskoling (0.- 9.-klasse) på afdeling Ålholm i Ullerød. Desuden er der en stor og meget søgt idrætsforening i Alsønderup, hvor der kommer børn og voksne både fra lokalområdet og fra østsiden af Hillerødmotorvejens forlængelse hele ugen til forskelle aktiviteter.

Tunnellen er i dag så smal, at der kun kan passere én bil af gangen og ikke samtidig med cyklister. For at cyklisterne kan komme fra den dobbeltrettede cykelsti på Præstevej til tunnellen på Frederiksværksgade, skal de krydse vejbanen for at få adgang til tunnellen. Det opleves i dag som en trafikfarlig og usikker skolevej, samtidig er vejen også nødvendig for bilister.

Hvis der anlægges en dobbeltrettet cykelsti i den nordlige side af tunellen, vil cyklister kunne komme fra den dobbeltrettede cykelsti på Præstevej, gennem tunellen og videre på den bid dobbeltrettet cykelsti, der er på Frederiksgade umiddelbart øst for tunellen. Der skal så etableres et sted, hvor cyklister og gående fra vest og øst, sikkert kan passere Frederiksværksgade. Vi er bekendt med, at der planlægges en regulering af trafikken ved Møllevej. Separering af cykelsti kunne evt. etableres her. Cykelstien kunne så gøres dobbeltrettet langs Frederiksværksgades nordlige side mellem tunellen og Møllevej.

Lokalrådet er bekendt med, at Hillerød Kommune har lokalplanlagt for en fremtidig sti under Hillerødmotorvejen ved Enebakken nord for Frederiksværksgade i forbindelse med udbygningen af Ullerød Nord. Det er også en udmærket sti-løsning til rekreativ formål, men ikke til skolebørnene, da en del af stien vil være meget øde og derfor utryg. Det er derfor vigtigt og afgørende, at der er gode forhold for både bilister og cyklister ved færdsel i tunnellen ved Frederiksværksgade. Dette kan opnås ved en udvidelse af tunnellen som ovenfor beskrevet, så cyklisterne uden at krydse vejbanen kan køre videre ad en dobbeltrettet cykelsti under motorvejen og til den eksisterende dobbeltrettede cykelsti på Frederiksværksgade.

(se bilag)

2)Tilslutningsanlæg:

At tilslutningsanlægget ved Isterødvejen udvides, således at det bliver et komplet tilslutningsanlæg, som også giver mulighed for at komme fra Isterødvejen mod Helsinge fra vest (Frederiksværkssiden) og fra Helsinge på Isterødvejen mod vest (Frederiksværkssiden).

Vi mener at kunne huske, at der i oplægget til forlængelsen af Hillerødmotorvejen er planlagt, at man kan komme på Hillerødmotorvejen fra Isterødvejen, når man kommer fra vest (Frederiksværkssiden), hvilket vil være en naturlig del af et komplet tilslutningsanlæg, og dette vil også aflaste krydset Nordhøjvej / Herredsvejen.

Begrundelse:

Som en følge af de manglende muligheder i det nuværende tilslutningsanlæg kommer der forholdsvis megen tung trafik gennem Alsønderup, Tulstrup og Nejede bl.a. til grusgraven vest for Tulstrup på Nejedevej. Det er lokalområdets ønske, at den tunge trafik gennem Alsønderup, Tulstrup og Nejede mindskes. Lokalrådet er bekendt med, at grusgraven i de kommende år udvides, hvormed trafikken dertil ligeledes forventes at stige. Den trafik ser vi gerne ledes uden om Alsønderup, Tulstrup og Nejede.

En udvidelse af tilslutningsanlægget ved Isterødvejen til et komplet anlæg vil kunne tilgodese dette ønske.

Det virker i det hele taget unaturligt at lokalområdet ikke allerede kan benytte dette tilslutningsanlæg til at komme på og af Hillerødmotorvejens forlængelse mod og fra nord og syd, og en udvidelse af tilslutningsanlægget til et komplet tilslutningsanlæg vil også kunne aflaste krydset Nordhøjvej/Herredsvejen, der er stærkt trafikeret.

3) Farligt vejkryds:

Lokalrådet anbefaler, at Vejdirektoratet i forbindelse med motorvejsprojektet og gerne tidligere undersøger, hvorvidt der kan gøres noget for at øge fremkommeligheden og trafiksikkerheden i krydset mellem Herredsvejen og Nordhøjvej. Det kunne f.eks. være en rundkørsel eller en lysregulering.

Begrundelse:

Det er meget vanskeligt at tilgå Herredsvejen for trafikanter der skal fra Nordhøjvej til Hillerød. Der er meget tæt trafik på Herredsvejen med lang ventetid til følge, hvorfor der ofte opstår farlige situationer og trafikuheld i det vejkryds. Nordhøjvejen er smal og bruges også af cyklister, gående og ridende fra området syd for Herredsvejen.

En bedre trafikregulering af det vejkryds vil derfor være ønskelig.

Lokalrådet har lavet en trafiktælling to tilfældige morgener i november.

Resultatet fra disse tællinger vedhæftes.

Tællingerne viser, at der er heftig trafik gennem tunellen på visse tidspunkter af morgenen.

Såfremt Vejdirektoratet måtte ønske uddybning af ovenstående, information om forholdene i lokalområdet eller andet, er man velkommen til at Alsønderup sogns lokalråd. Lokalrådet stiller også gerne op til et møde med Vejdirektoratet og ser frem til en god og konstruktiv proces i årene frem.

Med venlig hilsen

Alsønderup Sogns Lokalråd

Formand: Klavs Jørgensen

E-mail: lokalraad@alsonderup.dk

Bilag:             2 stk. kort / satellitbilleder over vejforløb

                      3 stk. trafiktællinger